Vedtægter PDF Udskriv Email
Skrevet af Administrator   
Mandag, 10. august 2009 14:21

§1.    Navn og formål

1.1.     Foreningens navn er INTENDANTURFORENINGEN.

1.2.     Foreningen er en landsforening med lokalafdelinger.

1.3.     Foreningens formål er som soldaterforening at samle personer, der har været eller er tjenstgørende ved Forsvarets Intendanturkorps (tidligere Hærens Forplejningskorps) og Søværnets Intendantur og ved møder og sammenkomster af forskellig art at bevare og fremme kammeratskabet samt at fremme forståelsen for Forsvaret.

 

§2.    Repræsentation

2.1.     Formanden for landsstyrelsen repræsenterer foreningen.

2.2.     Formanden for landsstyrelsen har mulighed for at videredelegere repræsentative opgaver til andre medlemmer af landsstyrelsen.

 

§3.    Ledelsen

3.1.     Foreningen er opdelt i geografisk bestemte lokalafdelinger, der ledes af hver sin bestyrelse.

3.2.     Foreningens øverste myndighed er landsstyrelsen, som sammensættes af 1 mandat for hver påbegyndt 100 medlemmer en lokalafdeling har, idet lokalafdelingsformanden automatisk er det første medlem. Landsstyrelsen leder foreningens fællesanliggender og afgør tvivlspørgsmål om vedtægternes fortolkning og andre forhold.

Landsstyrelsen indkalder til landsstyrelsesmøde 1 gang årligt med 14 dages varsel, samt så ofte det skønnes nødvendigt med 1 måneds varsel, hvis mindst 2 af dens lokalafdelinger forlanger det.

3.3.     Dagsordenen for det ordinære landsstyrelsesmøde skal omfatte:

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

Valg af dirigent

Beretning ved landsstyrelsens formand

Fremlæggelse af det reviderede regnskab

Fremlæggelse af jubilæumslegatets regnskab

Behandling af indkomne forslag

Valg af landsstyrelsesformand

Valg af landsstyrelseskasserer

Valg af medlemmer til jubilæumslegatet

Valg af medlemmer til organisationer og forsamlinger

Valg af 2 revisorer og 1 suppleant

Fastsættelse af kontingent

Eventuelt

 

3.4.     Landsstyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og er beslutningsdygtig, når mindst to tredjedele af dens medlemmer er repræsenterede, evt. ved fuldmagt.

Afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal. Ved eksklusion jfr. § 5 kræves dog enstemmighed.

3.5.     Afgørelser udover det ordinære landsstyrelsesmøde, som skønnes at kunne træffes pr. post eller telefonmøde, kan ordnes således.

3.6.     Landsstyrelsen udpeger delegerede medlemmer til overordnede organisationer og forsamlinger.

3.7.     De med landsstyrelsens administration forbundne udgifter afholdes af denne.

3.8.     Lokalafdelingens bestyrelse består af en formand plus 2-6 medlemmer, der alle vælges for 2 år ad gangen.

Ved oprettelse af nye afdelinger afgår halvdelen af bestyrelsen ved førstkommende valg, hvorimod formanden sidder i 2 år.

Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med kasserer og sekretær. 1 revisor vælges for et år ad gangen og kan genvælges. Der vælges 1 suppleant for bestyrelsen og 1 revisorsuppleant.

Lokalafdelingernes adresser skal altid være anført i medlemsbladet.

 

§4.    Generalforsamlingerne i lokalafdelingerne

4.1.     Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest den 31. juli.

Forslag som ønskes behandlet på en ordinær generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

4.2.     Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 25 % af lokalafdelingens medlemmer (eller 25 medlemmer) fremsætter skriftligt forlangende derom med angivelse af dagsorden.

4.3.     Indvarsling til generalforsamlinger skal ske med mindst 3 ugers varsel ved meddelelse i foreningens medlemsblad eller ved skriftlig henvendelse til samtlige medlemmer i lokalafdelingen.

4.4.     Afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal.

4.5.     For så vidt ordinær generalforsamling ikke afholdes i overensstemmelse med denne paragraf, skal landsstyrelsen indvarsle til generalforsamling med vedtægternes indvarslingsfrist

4.6.     Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte:

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

Valg af dirigent

Beretning om lokalafdelingens virksomhed

Fremlæggelse af det reviderede regnskab

Behandling af indkomne forslag

Valg af formand, dog kun hvert andet år

Valg af bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant

Valg af 1 revisor og 1 suppleant

Valg af landsstyrelsesmedlemmer for så vidt der er flere end formanden, jfr. § 3,stk.3.2

Valg af fanebærer og fanevagt

Eventuelt

 

4.7.     Eventuelle ændringer i bestyrelsens sammensætning skal senest 14 dage efter generalforsamlingens afholdelse meddeles formanden for landsstyrelsen.

Indenfor samme tidsfrist skal ligeledes referat fra generalforsamlingen være tilsendt medlemsbladets redaktør.

 

§5.    Foreningens medlemmer

5.1.     Som medlemmer kan optages enhver, der har været eller er tjenstgørende ved Forsvarets Intendanturkorps (tidligere Hærens Forplejningskorps) og Søværnets Intendantur.

Dog kan ingen person optages, forinden den pågældende har tilendebragt sin første samlede militære uddannelse ved forsvaret.

5.2.     Landsstyrelsen kan udnævne æresmedlemmer i medlemskredsen.

5.3.     Udenfor medlemskredsen kan udnævnes overordentlige medlemmer (uden stemmeret).

5.4.     Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til vedkommende lokalafdeling med 1 måneds varsel til en 1. januar.

5.5.     Et medlem, som ikke har betalt sit kontingent for forrige år, har ikke stemmeret.

Et medlem, der er i restance udover 1 år, betragtes som udmeldt af foreningen.

5.6.     Et medlem, som ved sin optræden eller på anden måde viser sig uværdig til at være medlem af foreningen eller skader dens omdømme, kan efter indstilling fra lokalafdelingens bestyrelse ved landsstyrelsens enstemmige beslutning ekskluderes af foreningen.

 

§6.    Kontingent

6.1.     Kontingentet fastsættes på det årlige landsstyrelsesmøde.

Kontingentet opkræves ved landsstyrelsens foranstaltning. Landsstyrelsen fastsætter hvert år den andel af kontingentet, der skal anvendes til landsstyrelsens udgifter.

6.2.     Når kontingentet er indbetalt, overføres lokalafdelingernes andel (min. 50 %) fordelt forholdsmæssigt efter medlemstal til de respektive lokalafdelingers administration.

 

§7.    Medlemsbladet

7.1.     Som bindeled mellem foreningen og medlemmerne udgives et medlemsblad, der så vidt muligt udkommer 4 gange årligt. Alternativt udgives et nyhedsbrev via foreningens hjemmeside på internettet.

7.2.     Medlemsbladet tilhører foreningen, og dets administration underlægges landsstyrelsens ledelse, som kan bortforpagte det eller lade en af lokalafdelingerne forestå redaktionen.

Posten som redaktør kan efter landsstyrelsens skøn være lønnet.

Bladets driftsudgifter og -indtægter indgår i landsstyrelsens regnskab.

 

§8.    Regnskab og revision

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Landsstyrelsens og jubilæumslegatets reviderede regnskaber offentliggøres i medlemsbladet.

 

§9.    Foreningens opløsning

9.1.     Hvis en lokalafdeling ønskes nedlagt, skal meddelelse herom omgående sendes til landsstyrelsen, som skal godkende dette og i samråd med lokalafdelingens bestyrelse ordne det videre fornødne, herunder indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i lokalafdelingen.

Her skal mindst to tredjedele af lokalafdelingens medlemmer være til stede, og mindst to tredjedele af de fremmødte skal skriftligt stemme for ophævelsen.

Hvis ikke to tredjedele af medlemmerne er mødt op, indkaldes til ny generalforsamling. Her kræves, at to tredjedele af de fremmødte stemmer for ophævelsen, for at forslaget er vedtaget.

9.2.     Landsstyrelsen træffer bestemmelse om, til hvilken eller hvilke afdelinger medlemmerne skal overflyttes, og lokalafdelingens formue fordeles til disse afdelinger i forhold til det overflyttede antal medlemmer.

Lokalafdelingens bestyrelse træffer i samråd med landsstyrelsen beslutning om overdragelse af afdelingens arkivmateriale og øvrige effekter.

9.3.     Intendanturforeningen kan kun opløses ved beslutning på et landsstyrelsesmøde, hvor to tredjedele stemmer for ophævelsen.

Opløses foreningen træffer landsstyrelsen på sit sidste møde afgørelse om, hvorledes foreningens eventuelle midler skal anvendes.

 

§10.Jubilæumslegatet

Legatet bestyres af et udvalg bestående af landsformanden samt 3 medlemmer valgt af landsstyrelsen.

 

§11.Vedtægtsændringer

Ændringer i foranstående vedtægter kan kun foretages af landsstyrelsen efter forudgående optagelse i Intendanturbladet senest 3 måneder før afholdelse af det ordinære landsstyrelsesmøde.

 

Således vedtaget på landsstyrelsesmøde den 13. september 2008 af de delegerede.

 

Landsstyrelsen

 

 

Landsforeningens opdeling i lokalafdelinger:

 

Intendanturforeningen for København m.fl. amter i København. Stiftet den 17. marts 1918. Navneskift til Østdanmark foretaget ved generalforsamling i København den 11. marts 2008, og konfirmeret ved landsstyrelsesmødet den 13. september 2008.

 

Intendanturforeningen for Fyns Stift i Odense. Stiftet den 28. april 1918.

 

Intendanturforeningen for Århus m.fl. amter i Århus. Stiftet den 15. september 1918.

 

Intendanturforeningen Nordjysk afdeling i Aalborg. Stiftet den 1. oktober 1918.

 

Intendanturforeningen for Randers, Viborg, Skive. Stiftet den 18. februar 1927.

 

Intendanturforeningen Vendsyssel afdeling i Hjørring. Stiftet den 3. november 1952.

 

Intendanturforeningen Sydjylland afdeling i Haderslev. Stiftet den 15. maj 1976.

 

Intendanturforeningen Sydsjælland, Lolland og Falster afdeling. Stiftet den 11. januar 1947, og ophørte sit virke som selvstændig afdeling den 30. oktober 2007.

 
 
knap.jpg